onsdag den 17. november 2010

Oklahoma

Oklahoma afholder i disse dage Creativity World Forum. På typisk amerikansk vis er der højt til loftet, og budskaberne er ikke til at tage fejl af.

Men er Oklahoma så en kreativ region? Ved første øjekast må svaret blive et klart nej. En økonomi baseret på olie og kvæg, og med en hovedby, Oklahoma City, som på grund af en katastrofal byplan er blottet for liv og et naturligt centrum, er ikke lige karakteristika der får én til at tænke på kreativitet. En astronaut og nogle country-musik legender er heller ikke frembringelser der pynter voldsomt på billedet.

Efter et par dage i denne midwestern delstat kan jeg nu se, at jeg måske har kigget efter de forkerte tegn. De synlige tegn og de konkrete resultater fortæller måske noget om en regions kreativitet, men de giver ikke hele billedet.

Kreativitet er ikke noget man har, eller ikke har. Alle mennesker er i udgangspunktet kreative, da vi alle besidder fantasi. Vi kan alle stille os selv spørgsmålet ”hvad nu hvis?” Men om vi også agerer kreativt i vores daglige virke er ikke sikkert. Det kræver at de rette omstændighederne er tilstede, og her er de nået langt i Oklahoma.

Et par visionære folk besluttede for fire år siden at Oklahoma skulle være ”The State of Creativity”. En fremtid baseret på olieindtægter så usikker ud, og opbakningen kom hurtigt og massivt. Med opbakning fra kreativitets-guru Ken Robinson blev Oklahoma optaget i Districts of Creativity, og på vanlig amerikansk facon ønskede staten straks at afholde Creativity World Forum . Den drøm føres nu ud i livet med stolthed og overbevisning.

Det kan godt være at Oklahoma ikke kan bryste sig af at have de fleste eller de mest iøjnefaldende kreative succeshistorie. Ser man derimod på hvor betingelserne er de rette, hvor der er vilje og forståelse for vigtigheden af kreativitet, så er Oklahoma slet ikke noget dårligt sted. Ved bevidst at dyrke kreativiteten i kulturlivet, i uddannelsessystemet og i virksomhederne har de fremmet et miljø, der gør det lettere at handle kreativt.

1 kommentar:

  1. Kære Morten
    Spændende iagttagelser og meget relevante udfordringer, som Ulla tager fat i.
    Er der andre af de kreative regioner, der vil bidrage til et kreativt og konkret samarbejde om hvordan vi eksempelvis højner innovationen i virksomhederne?
    Hilsen Annemette

    SvarSlet